Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Antimobbestrategi

Ølsted Skoles antimobbestrategi bygger på følgende kerneopgaveforståelse:

”Vi løser vores kerneopgave, når vi i fællesskab og gennem tryghed, troværdighed og engagement skaber succesoplevelser, livsmod og lærelyst hos børn og unge”

På Ølsted Skole arbejdes der løbende med elevernes trivsel. Vi arbejder fokuseret med undervisningsforløbet ”Fri for mobberi” i indskolingen, hvor to medarbejdere er uddannet i konceptet.

Vi udarbejder handleplaner på baggrund af alle klassers resultater af den nationale trivselsmåling. Handleplanerne hænger synligt i klasselokalerne og revideres løbende samt på skolens to årlige værdi- og trivselsdage.
 

Hvad forstås ved mobning?

Ølsted Skole benytter DCUMs definitioner til at identificere mobning. Definitionerne bygger overordnet på disse udsagn. Citat fra DCUMs hjemmeside ”Mobning er et forsøg på at skade en anden person og udelukke denne person fra fællesskabet. For eksempel en bestemt elev i klassen.
Mobning kan ske ved, at en bestemt person udpeges som mærkelig og dermed ikke som en del af gruppen. På den måde skader man denne person, man forfølger ham/hende og stopper ikke med at drille, slå, råbe, skrive dårlige ting eller grine, selv om den anden siger stop.
Når man mobber, bruger man sin magt i gruppen på en meget negativ måde: Man gør sig til herre og dommer over en anden person, som man forsøger at skade”.

Det er mobning, når andre ikke respekterer en bestemt person og dennes grænser for, hvad der er acceptabelt. Det er mobning, når man ser ned på en anden person og bevidst nedgør den anden, for eksempel ved

  • at latterliggøre, blandt andet at bruge nedladende øgenavne
  • at udstille en anden negativt, for eksempel at tale eller skrive grimme og lede ting om den anden
  • at sprede skadelige rygter
  • flere gange at udelukke den anden fra at være med til aktiviteter
  • bevidst at ignorere den anden person, for eksempel ved ikke at tale til ham/hende eller vende sig bort
  • at true den anden og få ham/hende til at føle sig utilpas og bange
  • at tage eller ødelægge den andens ting
  • at slå eller få den anden til at gøre ting, som han/hun ikke vil

Der kan læses yderligere om mobning her

Digital mobning 

Mobning kan også foregå digitalt, hvilket fremadrettet har et særligt fokus fra ledelse og personale. Ift. Skolens medielæringsstrategi er der et særligt fokus på den forbyggende indsats omkring digital mobning. Såfremt digital mobning konstateres, henvises til handleplanen nedenfor.

Der kan læses yderligere om digital mobning her

Hvordan ses mulige tegn på mobning? 

Barnet kan:

  • Blive stille og indadvendt
  • Virke skræmt og angst 
  • Virke aggressiv
  • Fremstå ukoncentreret
  • Holde sig for sig selv/bliver holdt ude af de andre elever 
  • Virke klæbende til voksne eller tager afstand fra voksne 
  • Have skolefravær 

Konflikter må ikke forveksles med mobning. Konflikter forstås derfor som en uenighed, der ”kommer op til overfladen” og bliver synlig. Konflikter, der håndteres professionelt, kan være lærerige. Konflikt er en ubalance indtruffen i bestående relationer. 

Mobning forebygges ved at

  • Udvikle elevernes sociale kompetencer
  • Alle tager ansvar for, at skolens sociale fællesskab styrkes i samarbejdet mellem elever, lærere, forældre og andre
  • Give eleverne mulighed for at lære sig selv og kammerater at kende 
  • Forstå, at mennesker er forskellige 
  • Udvikle personlige redskaber til at gribe ind over for mobning 
  • Aftale regler for samvær og trivsel i klasser, årgange og afdelinger
  • Tilbyde plads og aktivitetsmuligheder i f.eks. pauser 
  • Der er tydelige voksne og elever, som man kan henvende sig til ved problemer med mobning 
  • Have et godt forældresamarbejde 
  • Tale om mobning 
  • Skolen benytter sig af AKT-medarbejdere og andre ressourcepersoner 
  • Strategien fremgår af skolen hjemmeside 
  • Arbejde aktivt med elevernes trivselsmålinger 
  • Der tages initiativ til undervisningsforløb om digital adfærd og dannelse 

Indgriben 

Der gribes straks ind, når mobning finder sted ved at

  • Opfordre til at standse mobningen 
  • Forhindre at episoden udvikler sig 
  • Indhente den nødvendige hjælp

Handleplan - Hvis det er gået galt 

(ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge)

  • Samtale med den mobbede og klasselæreren/klassepædagogen med henblik på afklaring af problemerne
  • Klassens øvrige lærere orienteres
  • Samtale med mobberen og klasselæreren/klassepædagogen med henblik på afklaring af problemet. Der udtrykkes, at man gerne vil hjælpe barnet ud af rollen som mobber
  • Samtale mellem den mobbede og mobberen med henblik på afklaring af problemet. Samtalens formål er, at de involverede elever lærer hinanden at kende og får forståelse af de sociale mekanismer, der gælder for deres samvær
  • Forældrene til de direkte impliceret parter orienteres og inddrages. Ud fra en faglig vurdering vil der besluttes hvordan forældrene kan bidrage hensigtsmæssigt til situationen
  • Samtale med det tavse flertal/klassen/medløbere/tilskuere Skolens ledelse informeres og evt. AKT og SSP inddrages
  • Aftaler og opfølgning. Alle skal forstå, at der er nogen, der bekymrer sig om dem, og hjælper med at løse problemet. Den voksne aftaler med de involverede, hvordan der følges op på problemet
  • Ved anonym digital mobning søges identifikation af mobber

Klageadgang 

Forældre og elever har mulighed for at klage over skolens håndtering af mobning efter gældende regler.
Se gældende regler her.