Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

UNESCO Verdensmål

Verdensmålsskolen

Ølsted Skole er en UNESCO Verdensmålsskole, hvilket betyder at vi er med til ”at udvikle kvalitetsuddannelse til fremme af fred og bæredygtig udvikling.” Strategien tager udgangspunkt i FN’s 17 Verdensmål og med særligt fokus på mål 4 - Kvalitetsuddannelse og livslang læring for alle. Mål 4 har syv delmål og delmål 4,7 er fundamentet for skolernes aktiviteter.

Delmål 4.7 lyder som følger: ”Inden 2030 skal alle elever have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme en bæredygtig udvikling, herunder bl.a. gennem undervisning i bæredygtig udvikling og en bæredygtig livsstil, menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, fremme af en fredelig og ikkevoldelig kultur, globalt medborgerskab og anerkendelse af kulturel mangfoldighed og af kulturens bidrag til en bæredygtig verden.”

På Ølsted Skole vægter vi først og fremmest, at eleverne får et kendskab til FN’s 17 Verdensmål gennem aktiv læring. Det betyder, at eleverne selv er en aktiv del af skolens bæredygtige profil. I skolens årsplanlægning indtænkes ligeledes fællesaktiviteter, der øger skolens fælles bevidsthed og identitet som UNESCO Verdensmålsskole.

I skoleåret 21/22 har Ølsted Skoles elever selvstændigt etableret et frivilligt Verdensmålsråd, hvor eleverne får deres eget demokratiske rum til at udvikle og planlægge aktiviteter, sociale tiltag for - og sammen med - andre elever på skolen. Målet er at fokusere på bæredygtige handlinger, der kan løfte bæredygtigheden på Ølsted Skole.

På Ølsted Skole har vi implementeret faget Verdensmål og Verdensborgerskab. Faget har været aktivt fungerende siden 2019, hvor Ølsted Skole blev udvalgt til UNESCO Verdensmålsskole. Formålet med verdensmålsfaget i 9.klasse er at fremme elevernes forståelse for bæredygtig udvikling og globalt medborgerskab. Verdensmålsholdet stifter bekendtskab med og danner en forståelse for lokal aktivisme, fremtidens uddannelsesbehov, globale problemstillinger og bæredygtige strategier og løsninger. Gennem internationalt elevsamarbejde stifter eleverne bekendtskab med andre kulturer og opnår herigennem muligheden for at sætte udfordringer og løsninger ind i en større sammenhæng gennem dialog, vidensdeling, samarbejde og erfaringsbaseret læring.

Verdensmålsskolerne er en del af UNESCO Associated Schools Project. ASP i Danmark er en del af UNESCO’s internationale skolenetværk med 11.500 skoler i 182 lande hele verden. Den danske strategi tager udgangspunkt i den internationale ASP strategi, der bygger på 60 års erfaring med udvikling af kvalitetsundervisning, der fremmer fred, interkulturel forståelse og tolerance blandt unge mennesker.